Mundhygiejne er ikke ligefrem det emne, som får mest opmærksomhed ved middagsbordet, men det er ikke desto mindre et emne, som enhver person bør vise interesse for. En god mundhygiejne er nemlig altafgørende for, at man kan undgå tandkødssygdomme og tandproblemer. Man kan aldrig gardere sig helt mod sygdomme og problemer, men med omhyggelig pleje kan man reducere risikoen betydeligt.
Definitionen på sund mundhygiejne
Der findes ingen officiel definition på sund mundhygiejne, men spørger du os, så vil vi sige, at følgende skal være opfyldt, hvis mundhygiejnen skal være godkendt:
- Dine tænder føles glatte og rene (uden misfarvninger, huller e.l.)
- Dit tandkød er fast og har en naturlig lyserød farve
- Du har ikke problemer med dårlig ånde eller dårlig smag i munden
Selvom vi danskere generelt er gode til at pleje vores tænder, så er det en kendsgerning, at mange danskere ikke vil kunne sætte flueben ved ovenstående.
Oplever du misfarvninger, huller, blødende tandkød eller dårlig ånde, bør du ændre din mundhygiejne, da det er tydelige tegn på, at din plejeindsats ikke er tilstrækkelig god.
Gode tips til en god mundhygiejne
Det er ikke raketvidenskab at skabe og opretholde en god mundhygiejne. Dog har vi alligevel gjort os den ulejlighed at samle de bedste tips til at sikre en sund mundhygiejne:
- Børst tænder morgen og aften (samt efter hovedmåltider og mellemmåltider)
- Drik rigeligt med væske (læs: vand) for at undgå mundtørhed
- Gå regelmæssigt til tandlæge
- Anvend tandstikkere og tandtråd
- Anvend tandpasta med et højt indhold af fluor
- Gør brug af mundskyl (helst kun i en begrænset periode)
Risikoen for huller i tænderne og tandkødsbetændelse formindskes betydeligt, hvis du følger alle vores gode råd. Dermed ikke sagt, at du ikke kan opleve tandproblemer. Sygdomme kan nemlig godt opstå, selvom mundhygiejnen er i top.
Har du brug for yderligere vejledning? Så kontakt os hellere end gerne.